Af Bella Juncker
6 år efter sin store Oscar-triumf, der gjorde ham til den første vinder med en international titel i ”bedste film”-kategorien, er den sydkoreanske Parasite-instruktør, Bong Joon-Ho, endelig tilbage. Det er endnu en gang med et kompetent, absurd, samfundskritisk stykke filmkunst.
Bong Joon-Ho har igennem alle sine film været fascineret af især skyggesiderne af den menneskelige natur og griskheden i nutidens samfund. Han har aldrig været sky for at ytre sin ideologiske agenda i sine værker, og han besidder lige dele kunstnerisk sans og en skarp evne til at realisere sin kritik i de mest overdrevne, sat på spidsen-situationer. På samme måde er Mickey 17 spækket med samfundssatirisk sort humor og flot, medrivende underholdning, imens filmen spejler sig i den verden, vi lever i.
Det satiriske greb kommer tydeligt til skue i Mark Ruffalos karakter, Kenneth Marshall, med sine Trumpistiske ideologier og tilhørende følgerskare – lægger man mærke til det, vil man også kunne genkende det subtile hint til de røde MAGA-kasketter blandt Marshalls følgere.
Marshall, der, efter to fejlslåede valgkampe, beslutter at forlade jorden for at kolonisere planeten Niflheim med sig selv som leder og samtidig reproducere det, han kalder en ”ren menneskerace”. Det er i forbindelse med dette selvhøjtidelige formål, at Robert Pattinsons karakter(er) kommer ind i billedet.
Pattinson spiller samfundstaberen Mickey Barnes, der, efter at have rodet sig ud i problemer med en lånehaj sammen med sin følelsesmæssigt afstumpede ven Timo (Steven Yeun), må flygte væk fra jorden på en rumfærge for at redde sit liv. Dette gør han ved at melde sig som en ”Undværlig” på Kenneth Marshalls rumfærge, uden helt at vide hvad jobbet indebærer. Snart bliver Mickey som menneskelig forsøgskanin udsat for den ene grufulde død efter den anden af forskningsmæssige årsager. Men det er jo intet problem, for Mickey bliver bare printet ud igen, helt som ny, med alle sine nye og gamle minder.
Med en klar struktur i tre akter, ligger konflikten tydeligvis i skildringen af den rige overklasse (Kenneth Marshall og sin kone Ylfa (Toni Collette)) og den hårdtarbejdende og trange arbejderklasse – Mickey betragtes ikke som andet end et stykke kød, der ikke fortjener andet end at dø hver dag.
Mickey 17 skærer helt ind til benet i sin skildring af menneskets selviskhed og manglende respekt over for andre livsformer og er forfriskende eksplicit med sit ideologiske standpunkt. Det er en stærk påmindelse om vores fejlbarlige menneskelighed.
Robert Pattinson spiller sin dobbeltrolle så exceptionelt godt: Med overbevisende karakter mestrer han den raffinerede og kraftfulde vekslen mellem Mickey 17 og Mickey 18. Imens finpudser Mark Ruffalo det komiske geni, han udfoldede for publikum i Poor Things (2024), til stor fornøjelse, for han spiller den Trump-agtige diktator til verdensklasse, omend filmen helt utilsløret latterliggør karakteren.
Mickey 17 har været længe ventet, ikke mindst som følge af dens mange forsinkelser, men tilbage står et stærkt værk, som er både gennemført og tankevækkende – også selvom samfundskritikken måske ikke er helt så syleskarp som i Bong Joon-Hos sydkoreanske filmografi. Instruktøren er et unikum, en original som hæver sig over majoriteten af Hollywoods masse, med en personlig vision og et tydeligt stilistisk præg.
Det må være hans største styrke.
Kommentarer